brændeafgift er endelig død

Brændeafgiften afskaffes

Skatteminister Morten Østergaard (Rad. V.) har taget livet af den omstridte brændeafgift. I hvert fald mener ministeren, at det er umuligt at gennemføre den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift i den form, den har været fremlagt som lovforslag. Et lovforslag, som i høringsfasen blev voldsomt kritiseret for at være umuligt at administrere, lige som forbrugerne risikerede eksempelvis at skulle betale brændselsafgift af træ, der blev købt hjem til at bygge plankeværk eller legehus af.

"Det går ikke at gennemføre det lovforslag, der blev sendt i høring, for her kan vi se, at det vil give så mange problemer, at der er nødt til at ske justeringer," siger skatteministeren til dagbladet Børsen. Han siger, at afgiften vil blive endog særdeles vanskelig at implementere i praksis og fortsætter: "Vi må finde en vej til at nå de ting, vi gerne vil på energiområdet, ved at se på lovforslaget igen." Børsen erfarer, at forsyningssikkerhedsafgiften - og dermed altså afgiften på brænde - kan blive droppet helt. Det kræver, at politikerne ad anden vej finder de cirka 2,8 mia. kr., afgiften skulle bidrage med. Det kan eventuelt ske over personskatterne, vurderer Børsen.

Venstre og Konservative har længe været imod brændeafgiften, og også SF melder nu ud, at partiet gerne ser en anden model end den, der er beskrevet i lovforslaget.

DAPO opretter teknisk komité

Lovgivningen på brændeovnsområdet bliver stadig mere kompleks. Samtidig rykker en væsentlig del af lovgivningsarbejdet uden for Danmarks grænser for at blive varetaget af forskellige EU-organer. For at være sikker på at følge nye initiativer inden for lovgivning om brændeovne tæt har DAPO's bestyrelse valgt at nedsætte en teknisk komité, der kan holde DAPO informeret om nye regler og bestemmelser inden for brændefyring. Komitéen består af Peter K. Sørensen fra SCAN, der følger arbejdet i EU på nærmeste hånd, samt Bente Eskelund fra HWAM, der er den ene af DAPO's repræsentanter i Dansk Standard. Endelig er DAPO's sekretariatsleder Kjeld Vang medlem af komitéen, som gennem dette nyhedsbrev vil holde forhandlerne orienteret på lovgivningsområdet.