brænde til brændeovnen - kløve selv

Sidste chance for at lave brænde til næste vinter

Kløver du selv dit brænde til brændeovnen, er det ved at være sidste udkald, hvis du skal have det perfekte træ til næste år.

Mens vinteren stadig står på og vi nyder den knitrende varme fra brændeovnen, skal vi huske på at det snart er på høje tid, at skove det brænde, vi skal bruge til næste vinter. 

I øjeblikket har træerne stadig saften trukket ned i rødderne, hvilket gør det nemmere at håndtere når træet kløves. Så snart det bliver forår stiger saftspændingen igen. Træerne forbereder sig til at springe ud og herefter er det for sent at skove til næste vinter. Uden blade på træerne, er det selv sagt også lettere at kløve brænde. Her i vinteren med frost i skoven, er det perfekt at tage ud med motorsaven og hente det træ du skal bruge.

Stykkerne når også bedst at tørre inden næste fyringssæson, hvis de bliver flækket hurtigst muligt. Dette forbedrer tørretiden og giver de bedste forudsætninger for optimal fyring allerede næste vinter.

Nu skal der kløves brænde

Her har du brug for en motorsav samt en kløveøkse og en hugblok. Nu skal der saves træ i 30-40 centimeter lange stykker eller hvad der lige passer i din brændeovn. Herefter skal træet flækkes på langs i mindre stykker. Flækker du træet i god tid, tørrer det hurtigere under oplagring og giver derfor den bedste fyring.

Men pas på. Det er ikke ufarligt at kløve træ med den svingende økse og flyvende spåner. Hav derfor altid sikkerhedsbriller på. Den ansvarsfulde motorsavsbruger tager naturligvis også altid sine forholdsregler ved, at udstyre sig med hjelm, visir, høreværm, handsker, benbeskyttere og sikkerhedssko.

Opbevaring af træet

Det anbefalede vandindhold i perfekt brændbart træ er 18% og for at opnå fyringsklart brænde, er korrekt opbevaring afgørende. Det er en fordel at træet kommer under tag eller anden afdækning så hurtigt som muligt. Brænde tørres hurtigst, hvis det kommer under tag, hvor der er åbent for ventilation. Vi anbefaler at du sætter brændet på paller, så der kommer luft under. Derudover må du aldrig stille brændestablen direkte i kontakt med muren, men hav nogle centimeters afstand, så lufttilførelsen er til stede hele vejen rundt.

Er du i tvivl, om træet er tørt nok til at komme i brændeovnen, kan man lade et stykke træ falde på et hårdt underlag. Hvis det giver en hård og høj lyd fra sig, er det tørt nok til fyring. Er lyden derimod dyb, er brændet stadig vådt og bør gemmes længere tid. Du vil i de fleste tilfælde ikke være i tvivl.

Læs mere om optænding, fyring og opbevaring af brænde her

Anbefalinger

  • Træet bør fældes og kløves i de kolde måneder, da det her er mest tørt
  • Oplagring et tørt sted med overdækning giver bedste forudsætninger for fyringsklart brænde
  • Brænde af gran tørrer hurtigere end bøg, eg og ahorn - Granbrænde kan være klar inden næste fyringssæson
  • Eg og ahorn tørrer langsomst og kræver som regel tørring i 2 somre for at nå den anbefalede fugtighed på ca. 18%

Stort udvalg af indendørs opbevaringstilbehør til brænde findes her